28. maj 2008
Århus City er sikker på sne, når SkiEvent ’08 rykker ind på Bispetorv lørdag 1. november med en stor skibakke og mere end 100 ton sne fra Sölden i Østrig.
Traditionen tro er Østrigs Turistbureau og Dansk Skiforbund igen klar med en hel dag i skiferien og skisportens tegn. En hel lørdag fyldt med dejlige skioplevelser, rejser, udstyr – her vil være noget til enhver skientusiast.
På bakken bliver der plads til både leg, konkurrencer og skishow i den hvide sne fra Sölden. Området omkring bakken vil bugne af alt, hvad et skihjerte kan begære. Rejsebureauer, skiudstyr, afterski-stemning og andet som hører en vellykket ferie til, vil være at finde på de mange stande på området.